onsdag den 28. november 2007
Gustav Wied-år 2008
Næppe er vi ude af Industriens år, før vi er i fuld gang med at forberede Gustav Wied-året. Den 6. marts 2008 ville vores store lokale forfatter, Gustav Wied, være fyldt 150 år. Det skal naturligvis fejres. Der er nedsat en arbejdsgruppe bestående at repræsentanter for Gustav Wied Selskabet, Roskilde Museum og Roskilde lokalhistoriske Arkiv. Året skydes i gang allerede i år med artikler i Jul i Roskilde skrevet af formanden for G W Selskabet, Louis Hansen, og undertegnede. Heinzes Boghandel har også indledt en foredragsserie om forfatteren. Det første foredrag om Knagsted har været afholdt, men desværre ikke med så stor tilslutning. Vi håber på større opbakning ved de næste foredrag i det nye år. Siden kommer der teaterforestillinger og andre arrangementer. Særligt selve fødselsdagen vil blive fejret med et festfyrværkeri af aktiviteter. Glæd jer!
fredag den 23. november 2007
Hvem er Lara?
I min præsentation har jeg nævnt, at jeg er konsulent for LARA (som hun retteligt bør angives). Det er nok ikke alle, der umiddelbart ved, hvem det er. Det er naturligvis ikke en russisk adelsdame, men en forkortelse, der for øvrigt ikke passer mere, men folk er jo konservative, så vi har bibeholdt den gamle forkortelse. Den stod oprindeligt for følgende navn på en forening, nemlig Lokalhistoriske Arkiver i Roskilde Amt. Siden smed vi "historiske" ud af navnet, og i dag hedder foreningen faktisk Lokalarkiver i Gl. Roskilde Amt, men LAGRA lyder jo ikke godt, så vi beholdt den gamle betegnelse. Medlemmerne af LARA er alle de lokalhistoriske arkiver i Gl. Roskilde Amt. Foreningen blev oprettet i 1976 og har til formål at fremme lokalarkivernes interesser i lokalområdet. Længe inden oprettelsen af LARA har amtet støttet det lokalhistoriske arbejde med en årlig bevilling. Denne støtte er efter kommunalreformen midlertidigt overtaget af Kulturarvsstyrelsen - altså staten - for fire år. Efter den tid må de nye, store kommuner selv støtte dette arbejde. Det bliver spændende at se, om de nu også gør det.
Foreningen arrangerer ekskursioner, afholder møder, udgiver et tidsskrift og af og til en bog samt køber ind til en fælles kopisamling af kilder (f. eks på rullefilm, CD-Rom, m.v.) til glæde for medlemsarkiverne. I samlingen har vi bl. a. alle de lokale sognes kirkebøger. Sidste erhvervelse er lokale luftfotografier fra Sylvest-Jensen-samlingen på Det kongelige Bibliotek.
Nina Ellyton Andersen er for nyligt blevet sekretær for foreningen og holder nu styr på de mange aktiviteter. Flere oplysninger kan ses på Roskilde lokalhistoriske Arkivs hjemmeside.
Foreningen arrangerer ekskursioner, afholder møder, udgiver et tidsskrift og af og til en bog samt køber ind til en fælles kopisamling af kilder (f. eks på rullefilm, CD-Rom, m.v.) til glæde for medlemsarkiverne. I samlingen har vi bl. a. alle de lokale sognes kirkebøger. Sidste erhvervelse er lokale luftfotografier fra Sylvest-Jensen-samlingen på Det kongelige Bibliotek.
Nina Ellyton Andersen er for nyligt blevet sekretær for foreningen og holder nu styr på de mange aktiviteter. Flere oplysninger kan ses på Roskilde lokalhistoriske Arkivs hjemmeside.
Etiketter:
arkivstøtte,
kirkebøger,
LARA,
lokalarkiver,
luftfotos
torsdag den 22. november 2007
Børnearbejde
Lokalarkivet har for tiden en udstilling om børnearbejde i Roskilde for 100 år siden. I dag - den 22. november - kommer der en 6. klasse fra Hedegårdenes skole for at se udstillingen og høre lidt om emnet. De har alle indvandrerbagrund, så jeg vil tage udgangspunkt i børnearbejde i dag i u-landene. De lokale børnearbejdere spænder fra mælkedrenge og bypiger til tobaksarbejdere og læredrenge i mindre fabrikations- og håndværksvirksomheder.
tirsdag den 20. november 2007
Registrering af årets indkomster
Som altid sidst på året er vi i fuld gang med at registrere alle de arkivalier og fotografier fra årets høst af afleveringer, som vi endnu ikke har nået. Det er et stort arbejde: Registrering af et enkelt fotografi kan tage længere tid end katalogisering af en bog. Enhver bibliotekar ved, at det sidste kan tage tid, men til forskel fra bogen, der rummer alle de oplysninger, man skal bruge, rummer teksten bag på billedet sjældent alle de oplysninger, man skal bruge til registranten. Tit står der intet bag på billedet. Så skal man selv i gang med et detektivarbejde for at finde ud af, hvor gammelt billedet er, hvem der er på, og hvor det er taget. Men det er også spændende og giver en stor tilfredstillelse, at man kan fylde huller i arkivets samlinger og dermed få større viden om vores kommune. Registreringen for 2007 skal gerne være færdig til årsskiftet, hvor jeg tager fat på at skrive arkivets årsberetning. Sådan har hver årstid sine bestemte opgaver i det gamle arkiv.
mandag den 19. november 2007
Jul i det gamle arkiv
Kom i julestemning: Lokalhistorisk arkiv viser i hele december måned en plancheudstilling omkring juleudsmykningen i Roskilde gennem 1900-tallet. Kom og gense Brendekildes julenisser inspireret af spirene på Roskilde domkirkes tårne. Se udstillingen i arkivlæsesalen i underetagen.
Abonner på:
Opslag (Atom)